1985: Uddrag fra magasinet Zoonyt

1985

"[...]Som efter indøvet strategi kredsede de om bøflerne, der på deres side prøvede at holde samling på tropperne, så flokkens to kalve ikke blev isoleret. Det var et drama som kunne holde os vågne længe efter de øvrige turister var gået til køjs. Ind i projektørlyset ved saltslikket kom andre  dyr, der sørgede for afveksling – et par hvidhalede manguster, to penselsvin, flere galagoer, os ukendte flagermusarter- og på rækværket foran os landede en enorm oldenborreart. Men det var næsehornet vi ventede på den januar-nat sidste år. Tidligere på aftenen havde der gået rygter om, at der var skimtet langt ude i horisonten , men mere synes det ikke at blive til. Ved halv-tre tiden om natten var indtrykkene efter de to første døgn i Kenya blevet for overvældende. Vi måtte tørne ind og få lidt søvn i øjnene. En halv time senere hørte vi løbende trin ned ad gangen mellem de små værelser, forsigtigt bank på dørende- og et hviskende men indtrængende Rhino! Rhino! Halvt bevidstløse vælter vi os i det nødvendige kluns tager vi trapperne op til terrassen i få spring. Og der ved saltslikket, står det- næsten som et fortidsdyr at se tilmed skrammet og arret hud og prustende som en drage-ikke et øjeblik i ro, men som en værtshusslagsbror hele tiden ude på at yppe kiv med 3-4 vældige kafferbøffeltyre, der besøger saltslikket.

Bøffeltyrende lader sig dog ikke ophidse. Hver gang næsehornet med sine lange spidse horn forsøger at få et stød ind, med retning med øjnene, sænker bøflen i sidste øjeblik hovedet, så hornenes brede basis som skjold opfanger udfaldet.  I en halv time dominerer det pirrelige næsehorn scenen. Så forsvinder det ud af projektørlyset, ud fra vores synsfelt, og tilbage er kun de sorte bøffeltyre og en spinkel bushbuk, der kom ud af mørket og uden at værdige kæmperne et blik yndefuldt trippede ned til vandhullet.

 Den barske virkelighed

Vi så ikke flere sorte næsehorn under vores ophold i Kenya. Vi færdedes i Nationalparker, hvor man blot for en halv snes år siden altid var sikker på at møde næsehorn, men vi måtte stille os tilfredse med det dramatiske møde ved Treetop hotellet. Og vi var tilfredse, for der var safari turister, der ikke ser et eneste næsehorn. Det er ikke fordi næsehornene skjuler sig – turisterne oplevelse afspejler den barske virkelighed. Siden 1970 er den samlede afrikanske bestand af sorte næsehorn faldet fra 65.000 til kun 8.800. I Kenya anslog endnu i 1980, at der var over 1500 sorte næsehorn tilbage. I dag er den samlede bestand på under 600 dyr. Værst synes det at være gået i Den Centralafrikanske Republik. Efter bedste skøn var der i 1980 3.000 sorte næsehorn i republikken, mens antallet i 1984 blev skønnet til det katastrofalt lave 170

På vej ind i forhistorien

Næsehornene- Næst efter elefanterne landjordens største nulevende dyr- er på vej ind til forhistoriens dyrerige. De er nu så fåtallige, at uro i de områder, hvor de stadig findes, hurtigt vil slette dem af listen over nutidige dyrearter. For Asiens tre næsehornsarter har det længe set mørkt ud. Det imponerende indiske pansernæsehorn var i 1950’erne blevet så fåtallige at der næppe er 500 tilbage. Men oprettelsen af nationalparker og en rimelig effektiv kontrol med krybskytter gav bestanden nye kræfter, så man i dag tør regne med omkring 1700 pansernæsehorn i Asien plus en 70-80 stykker i zoologiske haver. Java næsehornet der overfladisk set kan minde om et lille pansernæsehorn er det sjældneste næsehorn. Den samlede bestand er på mindre end 60 dyr, men med udviklingen i Udjung Kulon reservatet i Vest-Java- det eneste sted hvor javanæsehornet lever- har i de sidste år været så positiv, at bestanden er næsten fordoblet siden 1960’erne. Fornylig tyndede en epidemi ud i bestanden, men alligevel ser man med nogen optimisme på java næsehornets chancer fordi bestanden omfatter et rimeligt antal hunner og unge dyr. Sumatranæsehornet har ikke bare hjemme på sumatra, men også i dele af det sydøstlige Asien og også på det Nordlige Borneo. De 660 Sumatranæsehorn, som bestanden efter bedste skøn i dag omfatter, er mindre end det halve af hvad der fandtes i 1970. Mange af dem er isoleret i små lommer af regnskov, der blot har fået en stakket frist før de fældes for at skaffe tømmer til eksport eller land til betrængte bønder. Det er baggrunden for at det overvejes at indfange en sens isolerede Sumatranæsehorn, der har meget små chancer for at udgøre en yngledygtig bestand, og flytte dem til Zoologiske haver i Malaysia, Indonesien, USA og England. Måske vil de og deres eventuelle afkom kunne udgøre en pulje, der sikre arten fra total udryddelse.

 

Det hvide næsehorn reddet

For Afrikas to næsehornsarter er der blevet vendt op og ned på situationen i de seneste årtier. For en generation siden drømte ingen om , at det sorte (eller spidssnudet) næsehorn så snart skulle blive en  truet dyreart. Der fandtes formodentlig flere hundrede tusinder sorte næsehorn, og det var det sorte næsehorn, man kunne få at se i zoologiske haver-således også i København, hvor Faru levede i Elefanthuset fra 1938 til 1969. Men for det andet afrikanske næsehorn, det hvide (eller bredsnudede) næsehorn, så situationen meget alvorlig ud. Det har sin hoved-udbredelse i Sydafrika, hvor der for 50 år siden næppe var mere end 200 hvide næsehorn tilbage, og de var en uhyre sjældenhed i zoologiske haver. De første to hvide næsehorn i en europæisk Zoologisk have kom til Antwerpen sidst i 50’erne og sammen med et par andre zoologi studerende foretog jeg ligefrem en pilgrimsrejse til Antwerpen Zoo for at beundre de vældige dyr. Man anså det dengang for sandsynligt, at det hvide næsehorn ville uddø i vor tid. Men i Sydafrika fik man gjort fredningen så effektiv at, det førte til en næsten eksplosiv bestandsudvikling. Der var til sidst slet ikke plads til så mange hvide næsehorn i de Sydafrikanske reservater, så man måtte eksporterer adskillige til andre afrikanske landes nationalparker og til zoologiske haver i Europa og USA. Det er i dag det hvide næsehorn, der findes i København Zoo, hvor de hidtil har fået fem unger- en sjette er muligvis på vej. Også næsehornene i Aalborg, Givskud og Knuthenborg tilhører denne art, som altså for blot en sens år siden var uhyrer kostbarheder i zoologiske haver. Det hvide næsehorn er opdelt i to underarter. Udover den sydlige bestand findes der i Centralafrika en nordlig underart. Af den er der formodentlig mindre end en snes tilbage, og i naturbevarelseskredse diskuteres det for tiden, hvad man kan stille op. Af ydre er der ikke forskel på de to underarter, men undersøgelser af deres arveanlæg viser betydelige forskelle. Der er dem der mener, at det er for sent at redde det nordlige hvide næsehorn, og at kræfterne bør koncentreres om de andre næsehorn. Det sydlige hvide næsehorn er nu oppe på en bestand på 4000 dyr, og arten anses for relativ sikker. Men en borgerkrig i Sydafrika vil kunne vende totalt op og ned på det forhold, og man ved jo, at sådan en situation kan betyde udryddelsen for en truet dyreart. Det var f.eks. den skæbne, som de sidste europæiske bisoner uden for zoologisk haver fik under den russiske revolution. I en situation, hvor folk er ved at dø af sult, kan man ikke forvente at de holder fingrene fra truede dyr.

Hornets medicinske egenskaber

Men mest chokerende er i dag udviklingen for Afrikas sorte næsehorn, fordi det er gået tilbage med rivende hast i et årti, hvor bevidstheden om naturbevarelse og dyrebeskyttelse har været stærkt voksende. Årsagen kender man. Tilbagegangen skyldes krybskytteri. Det er ikke de 2 tons kød på et næsehorn, der frister en sulten krybskytte. Det fristende er hornet(eller hornene, for begge de afrikanske næsehorn har to horn). Hornet tillægges en række medicinske egenskaber, først og fremmest i den orientalske verden. Dr. Esmond Bradley Martin – en zoolog, der bor i Kenya-har søgt at kortlægge importen af næsehornshorn i Asien og dets brug i medicinen. Det er i øvrigt ikke kun hornet, der anvendes. Bogstavelig talt alt på et næsehorn bruges af de orientalske apoteker. Blod, urin, gødning, mavesæk, knogler, hud er alle sammen efterspurgt, da udbuddet er beskedent, er priserne høje. Der er efter sigende zoologiske haver i østen hvor dyrepasserne har en pæn ekstra indtægt på at opsamle næsehorn-urin og gødning til det lokale apotek. Men hornet sættes højest. I mange år har man i den vestlige verden ment, at hornet især var efterspurgt, fordi blot få milligram skulle kunne helbrede impotens. Nu består næsehornets horn af samme materiale som vores negle, så for den impotente skulle det altså hjælpe lige så godt at bide negle. Men Dr. Esmond Bradley Martin opdagede, at næsehornshorn i virkeligheden kun i beskedent omfang forhandles som kønsstimulerende middel.  Den mest almindelige brug i Østen synes faktisk at være som feberdæmpende middel og som hovedpine-pulver. Som det blev sagt: Det kræver en høj grad af tolerance at accepterer, at hovedpine udrydder de sidste næsehorn. Og spørger man så til de medicinske egenskaber ved næsehornets horn og andre dele, er i alt fald den vestlige videnskabs svar, at de er lig nul.

Statussymbol i Nord Yemen

I 1970’erne kom der endnu en storaftager af næsehornshorn til Dr. Martin opdagede , hvad ingen tidligere havde været opmærksom på, at den lille arabiske stat Nord Yemen årligt aftog horn fra mindst 1000 næsehorn. Hornet anvendes som skæfter til daggerter, der er en slags statussymbol for yemenitiske mænd. Tidligere var det kun de få rigmænd, der kunne tillade sig denne luksus, men da yemenitterne begyndte at tjene penge som fremmedarbejdere i Saudi Arabien, voksede efterspørgslen på de kostbare daggerter- og prisen på næsehornshorn steg kraftigt. Et kilo næsehornshorn kunne indbringe næsten 10.000 dollars, dvs. 100.000 kroner, og selv om de mange mellemhandlere stryger en pæn avance, belønnes leverandøren – krybskytten- stadig tilstrækkeligt til, at det er værd at løbe den minimale risiko for at blive afsløret og anholdt.

Febrilsk redningsarbejde

Og hvad kan man stille op for at forhindre, at det sorte næsehorn fortsætter sit svimlende fald fra at være en almindelig udbredt dyreart i Afrika til at blive et fortidsdyr? Nord Yemen har forbudt handel med næsehornshorn, men der synes at blive smuglet betydelige mængder ind i landet. Den internationale kontrol med handel af produkter af truede dyrearter (den såkaldte Washington konvention eller CITES) arbejder med at få sat en stopper for handlen med næsehornsprodukter, og en række lande i Østen synes nu at gå effektivt til værks for at forhindre ulovlig import. Efterspørgslen siges at være stagneret eller endog faldende i de allersidste år – men ikke nok til at redde de sidste 8.000 næsehorn. I kenya overvejer man efter sigende at indhegne nogle af de sidste næsehornsbestande, således at de bliver nemmere at overvåge. De zoologiske haver arbejder også febrilsk for at redde den bestand, der er i deres varetægt. Der har været rimeligt

Gode avls resultater med det hvide næsehorn – især i de haver hvor de kan holdes i større flokke. Men det sorte næsehorn synes at være mere vanskeligt at holde. Den danske zoolog Hanne Lindemann analyserede til sin cand.scient. eksamen i 1982 de zoologiske havers næsehornsbestand, og hendes resultat var ikke opløftende. De zoologiske haver begyndte i 1969 et avlssamarbejde om næsehorn, men i alt fald indtil 1980 havde yngleresultaterne for de sorte næsehornværet så beskedne at fødslerne ikke oversteg den naturlige afgang ved død. Med andre ord: de zoologiske havers bestand af sorte næsehorn gik tilbage- på et tidspunkt, hvor det var så vigtigt, at den gik frem. Amerikanske zoo-folks analyser har bekræftet Hanne Lindemanns resultater, og det har ført til et intensiveret samarbejde mellem zoologiske haver med sorte næsehorn – med det mål at få vendt udviklingen, inden det er for sent."