Nu 250.000 kr. til kampen mod krybskytterne

Zoo skruede i marts op for kampen mod krybskytteriet på de vilde næsehorn i Sydafrika. Målet var at indsamle 250.000 kr., og dette mål er nu nået. ”Vi er glade for den store opbakning til indsamlingen, og der skal lyde en stor tak til alle, der har givet et bidrag til kampagnen,” siger Zoos administrerende direktør Steffen Stræde.

 

Uddannelse og overvågning

Pengene vil bl.a. gå til bedre overvågning af næsehornsbestanden i Sydafrika i form af kameraer i parken og helikopterovervågning af området samt uddannelse af antikrybskytteenheder. Antikrybskytteenhederne består af yderst dedikerede mennesker, der sætter deres liv på spil i krigen mod krybskytterne for at standse nedslagtningen af næsehornene. Derfor er en god uddannelse særlig vigtig, så antikrybskytterne får tilegnet sig basale overlevelsesfærdigheder, lærer om sikker våbenhåndtering samt sporing af dyr og mennesker.

 

Et sort år for næsehornene

På trods af Zoos og mange andre organisationers indsats, var 2014 det værste år nogensinde for de vilde næsehorn. En voldsom stigning i efterspørgslen på horn på det asiatiske marked betød, at mere end 1.215 næsehorn blev dræbt af krybskytter.

 

 

Så nemt er det at hjælpe

Indsamlingen til projektet i Sydafrika fortsætter året ud. Har du også lyst til at støtte, kan det ske ved:

mobil: SMS teksten NÆSEHORN til 1231 og støt med 100 kr. + alm. trafiktakst.

bank: reg. 4183 konto 11566979

 

I galleriet her ses bl.a. billeder af antikrybskytteenheden og helikopterovervågningen i Pilanesberg National Park. Billederne er taget af naturfotograf Henrik Egede Lassen.